Socialt ansvar er noget, de ikke bare taler om hos HN Group. Det er en del af deres hverdag.
Virksomheden arbejder målrettet med både unge lærlinge og voksenlærlinge, ansætter medarbejdere i fleksjob og samarbejder tæt med Jobcenter Billund om at skabe nye veje ind på arbejdsmarkedet for mennesker, som har brug for en ekstra hånd. Det sker blandt andet gennem virksomhedspraktikker med et klart sigte mod efterfølgende ansættelse.
Det er nogle af de væsentlige grunde til, at dommerpanelet valgte HN Group som modtager af Den Sociale Virksomhedspris 2026.
44 virksomheder indstillet
Interessen for årets pris har været stor. Hele 44 virksomheder blev indstillet, og tre stærke finalister nåede helt frem: HN Group, LEGO ATE og Sundolitt.
Fælles for de tre virksomheder er, at de på forskellig vis gør en særlig indsats for at skabe muligheder for mennesker, som har brug for støtte på vejen mod job eller uddannelse.
Dommerpanelet pegede på HN Group som årets vinder med følgende begrundelse:
“HN Group er et stærkt eksempel på, hvordan virksomheder kan bidrage til både erhvervsudvikling, uddannelse og et mere inkluderende arbejdsmarked i Billund Kommune.”
HN Group har gennem mange år vist, hvordan social ansvarlighed kan være en naturlig del af en moderne og international industrivirksomhed. Virksomheden åbner døren for mennesker med forskellige baggrunde og giver plads til både udvikling, læring og nye muligheder.
Ser muligheder i mennesker
Ved prisoverrækkelsen fremhævede Lars Hansen, formand for Udvalget for Unge, Beskæftigelse, Kultur og Frivillighed, betydningen af virksomheder, der er villige til at se mulighederne i det enkelte menneske.
「Nogle mennesker har brug for, at døren bliver åbnet. Nogle har brug for tid til at finde fodfæste. Og nogle har brug for, at en arbejdsplads ser deres muligheder, før de selv er i stand til det. Det blik har HN Group,」 siger Lars Hansen
Han fremhæver samtidig, at social ansvarlighed ikke handler om velgørenhed, men om at skabe løsninger, der giver værdi for både mennesket, virksomheden og lokalsamfundet.
「Et arbejde handler om meget mere end løn. Det handler også om faglig stolthed, kolleger, struktur i hverdagen og følelsen af at høre til. Når en virksomhed åbner døren og giver et menneske en reel mulighed for at vise, hvad han eller hun kan, kan det gøre en meget stor forskel,」 siger Lars Hansen
Med Den Sociale Virksomhedspris følger et diplom, en statuette og 10.000 kroner.
Fakta om Den Sociale Virksomhedspris
Den Sociale Virksomhedspris uddeles hvert år af Billund Kommune til en virksomhed, der gør en særlig indsats for at hjælpe mennesker tættere på arbejdsmarkedet, i job eller uddannelse.
Bag kåringen står et dommerpanel med repræsentanter fra Udvalget for Unge, Beskæftigelse, Kultur og Frivillighed, Virksomhedsnetværket, JydskeVestkysten og Jobcenter Billunds Virksomhedsservice.
Tidligere vindere:
2025: JYSK Grindsted
2024: Billund VVS Teknik
2023: Anne Blume
2022: Danforel
2021: IFF
2020: Knud Jørgensens EL
2019: Rønhoffs Hundepension og Træningscenter
2018: Hattings A/S, Billundafdelingen
2017: Sanistål
2016: Stansomatic
2015: Brians Renovation
2014: Zebicon
