29. september 2026

|

Pressemeddelelse

I dag samles 3.000 unge til Danmarks første fagfestival for hele byggeriet

Byggeriet skal reducere sit klimaaftryk markant og samtidig bygge og renovere boliger, institutioner og infrastruktur. Det kræver nye løsninger og tættere samarbejde mellem dem, der skal tegne, beregne og bygge fremtidens Danmark. I dag samles omkring 3.000 af dem til AFTRYK Festival – Danmarks første fagfestival for hele byggeriet.

I dag samles 3.000 unge til Danmarks første fagfestival for hele byggeriet
Af: Kirkbi A/S | Foto: Kirkbi A/S/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Byggeriet og det byggede miljø tegner sig for 37 % af de globale CO₂-udledninger, 34 % af verdens energiforbrug og omtrent en tredjedel af verdens affaldsproduktion. Sektoren står dermed over for en markant omstilling, og de danske politikere forhandler i dette efterår blandt andet nye CO₂-grænseværdier i bygningsreglementet. Omstillingen kommer til at stille nye krav til både materialer og byggemetoder – og til, at byggeriets fagligheder samarbejder og nedbryder de siloer, der traditionelt har kendetegnet branchen. Og det skal begynde allerede på uddannelserne.

Sådan lyder budskabet fra AFTRYK Festival, en ny fagfestival for byggebranchens elever og studerende, der finder sted i bydelen Travbyen i Billund i dag. Her mødes mere end 3.000 kommende håndværkere og akademikere fra 30 uddannelsesinstitutioner fra hele landet i Travbyen for at arbejde, diskutere og eksperimentere på tværs af fagligheder.

Hvis byggeriets grønne omstilling skal gå hurtigere, og vi skal finde de grønne løsninger, vi endnu ikke kender, kræver det, at faglighederne bliver bedre til at forstå hinanden og arbejde sammen. Siloerne opstår allerede på uddannelserne, og som bygherre i bl.a. Travbyen kan vi se, at jo mere de nedbrydes, jo større innovationshøjde når vi siger Christian Nørgaard, Head of Travbyen ved KIRKBI A/S og initiativtager bag festivalen – og fortsætter:

Med AFTRYK Festival vil vi bringe de unge sammen tidligere og give dem ny indsigt i arbejdet med bæredygtighed i byggeriet, give dem ideer til løsninger og ikke mindst gøre dem nysgerrige på at løse udfordringer på tværs af fag.

AFTRYK Festival arrangeres med støtte fra Realdania, Færchfonden og Grundejernes Investeringsfond og med opbakning fra Byggeriets Uddannelser, Dansk Håndværk, Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD) og Konstruktørforeningen.

Byg fremtiden sammen

På festivalen tager kommende håndværkere, bygningskonstruktører, arkitekter, designere og ingeniører sammen del i et program med over 60 artister, oplægsholdere og debattører fordelt på 35 events. Programmet spænder fra workshops, oplæg og debatter til praktiske aktiviteter om blandt andet fremtidens materialer, transformation og grøn omstilling. Det faglige program kombineres med fællesspisning, sociale aktiviteter og koncerter fra Blæst og Barselona.

Vi har ønsket at skabe en festival, hvor faglighed, inspiration og fællesskab smelter sammen. Tænk Folkemødet møder Heartland Festival møder en byggemesse – tilsat 3.000 unge, som alle har det til fælles, at de skal bygge fremtiden sammen. Vi glæder os til at tage imod dem, afslutter Christian Nørgaard.

AFTRYK Festival finder sted i dag, den 29. september 2026, ved byggepladsen i Travbyen i Billund og er forbeholdt studerende/elever ved uddannelser inden for byggeriet samt deres undervisere.

Om Travbyen

Travbyen er et byudviklingsprojekt i Billund, udviklet af KIRKBI, med ambitionen om at vise, hvordan man kan bygge i stor skala med markant lavere klimaaftryk – uden at gå på kompromis med funktionalitet, arkitektur eller livskvalitet. Projektet omfatter et samlet areal på 220.000 m², hvoraf 100.000 m² opføres som bebyggelse med boliger, mindre erhverv, daginstitution, fællesfaciliteter og parkeringshuse samt det rekreative byrum Playline. Når Travbyen står færdig, vil området rumme 550–600 boliger.

Om AFTRYK Festival

  • Afholdes den 29. september 2026 i Travbyen, Billund
  • Målrettet elever og studerende inden for byggeriet
  • Over 3.000 elever og studerende deltager fra mere end 30 institutioner i hele Danmark
  • Programmet tæller 35 forskellige events med 60+ artister, oplægsholdere og debattører
  • Deltagelse er gratis for elever og studerende og deres undervisere
  • AFTRYK Festival arrangeres af KIRKBI A/S i samarbejde med Realdania, Grundejernes Investeringsfond og Færchfonden
  • AFTRYK Festival arrangeres med opbakning fra Konstruktørforeningen, Byggeriets Uddannelser, Forbundet Arkitekter og Designere og Dansk Håndværk
  • Læs mere om AFTRYK Festival på www.aftrykfestival.dk
Event Information