Et mere bæredygtigt forsamlingshus i Urup, nye scener til Viaduktfesten og et tilskud til endnu en biografsal i Grindsted Kino.
Det er de tre projekter, som kommunalbestyrelsen har besluttet at tildele de i alt godt 2 mio. kr. fra de Grønne Puljer, der vedrører henholdsvis Havremarken Solcellepark i Billund og Solcelleparken Herregårdsvej i Urup. I alt har Billund Kommune modtaget 10 ansøgninger til puljerne.
Et mere bæredygtigt forsamlingshus
Det største tilskud går til Urup Forsamlinghus, som har søgt om 1.876.541 kr. Et beløb, der tildeles fuldt ud. Pengene skal gå til at bringe forsamlingshuset ind i fremtiden med solceller, ladebokse, opgradering af køkken, nyt kølerum og lydanlæg samt etablere bålhytter og shelters. En investering, der både gør forsamlingshuset mere bæredygtigt og anvendeligt året rundt.
Nye scener til Viaduktfesten
Viaduktfesten i Filskov kan se frem til et tilskud på 152.000 kr. Det er 18.000 kr. mindre end det ansøgte beløb. Pengene skal her bruges til dels en ny scene i ølteltet, som har udlevet sin tid, samt en musikerscene til revyen. En scene, der hidtil har været lejet. Med de nye scener kan der skabes bedre rammer og forhold for både frivillige og øvrige brugere af scenerne samt sikre, at den årlige, lokale kulturbegivenhed, der samler borgere fra både by og opland, kan fortsætte.
Ny biografsal i Grindsted Kino
Grindsted Kino er den tredje og sidste ansøger i denne omgang, der får del i de Grønne Puljer. I alt er det blevet til et tilskud på 30.299 kr., som ligger noget under det ansøgte beløb på 1.906.804 kr. og det samlede budget for projektet på over 5 mio. Kr. Den lokale biograf ønsker at tilføje endnu en biografsal, så der kan tilbydes et bredere udvalg af film og flere kulturelle begivenheder, samt at renovere og modernisere foyeren.
Fakta om de Grønne Puljer
De Grønne Puljer er et resultat af, at Folketinget har vedtaget, at opstillere af VE-anlæg skal indbetale midler til en grøn pulje, som naboer og øvrige lokale i kommunen kan søge midler fra. Midlerne skal uddeles inden for en 5-årig periode. Sker det ikke, går pengene til statskassen.
I Billund Kommune har kommunalbestyrelsen besluttet, at midlerne skal gå til projekter, der bidrager til lokalsamfundene og som sikrer, at de står bæredygtigt og stærkt i fremtiden.
Midlerne udvælges efter følgende betingelser:
Projektet har et almennyttigt formål (dvs. at det er til glæde for eller kommer en bred gruppe af borgere til gavn), herunder fx større grønne tiltag, landskabelige, rekreative eller kulturelle formål
Det bidrager til vores lokalsamfund og deres positive fremtid
Det er offentligt tilgængeligt.
Ansøgningerne blev af kommunalbestyrelsen som udgangspunkt prioriteret efter, hvor tæt de ligger på det enkelte solcelleanlæg, som den Grønne Pulje vedrører.
